10 år med fjernhed

En skolelærer bliver overfaldet og får et mindre hovedtraume. Herefter er han i næsten 10 år plaget af anfald med fjernhed og manglende bevidsthed om egen gøren og laden, mens han i tiltagende grad isolerer sig fra omverdenen.

 

Klokken 10 kom han gående ind i afdelingen rystende og klamt svedende. Solbrun, med perfekte briller, der duggede af angst, velklædt. Hans nervøse fremtræden passede ikke til udseendet, og det havde taget ham ni år at nå hertil; at vandre frivilligt ind til en indlæggelse, som skulle bestå af et struktureret program med kognitiv adfærdsterapi over otte uger.

Livet ændret dramatisk
Poul var blevet slået ned, da han var gået ud for at ryge pibe. Det skulle ændre hans liv drastisk.

Han var bevidstløs, men vågnede, uden at nogen opdagede, at han var begyndt at gå rundt i byen med blodet løbende fra hovedet. Poul husker ikke, hvor han gik, men han husker, at han kom til sig selv og ringede efter sin søn. Han tog ikke på hospitalet, men mødte op til sit lærerjob den følgende morgen, som han havde gjort de seneste 35 år.

I lærerværelset kunne kollegaer se, at den var helt gal, og Poul blev sendt hen til en kollegas mand, som var politibetjent. Poul kom derfor først på skadestuen et døgn efter ulykken. Men det, Poul husker tydeligst, er alle politiafhøringerne. De troede, han var fuld af løgn. Han sad med en følelse af at blive stemplet som notorisk løgner, hvis det ikke havde været for hans søns forklaringer.

På skadestuen blev Poul scannet, og det var tydeligt, at han var blevet slået i hovedet, men ellers sluppet for yderligere men.

Kort efter fik Poul søvn- og koncentrationsbesvær, hukommelsestab og hovedpine. Stedsansen forsvandt, og Poul blev paranoid. Disse symptomer fortsatte de næste ni år.

Tilstanden blev forværret, og Pouls kone begyndte at kommentere hans mentale fravær. Poul var begyndt at sidde og stirre tomt ud i luften. Han kunne finde på at forlade fester og forsvinde. Engang kom han først til sig selv, da han befandt sig i en anden by, helt uforstående overfor, hvad han lavede dér i pæn skjorte og blazer.

Poul havde haft hukommelsestab i en halv time. Det var angstprovokerende og skræmmende. En anden gang kom Poul til sig selv fire kilometer fra hjemmet siddende på sin cykel.

Den ene ekspert efter den anden
Efter disse oplevelser gik Poul til lægen, og der blev påbegyndt antidepressiv behandling. Planen var at følge op på behandlingen efter nogle måneder. Poul husker ikke, at der blev stillet spørgsmål til ulykken eller til hans konstante hovedpine. Den efterfølgende tid husker Poul, at han var til en ny ekspert hver uge. Der blev foretaget scanning igen. Intet unormalt.

Anfaldene, hvor Poul forsvandt i en ubevidst tilstand, fortsatte. De kom uden varsel, og uden at der var et mønster i det.

Arbejdet som skolelærer stoppede, da Poul fik anfald, når han underviste. Tilstanden havde udviklet sig til også at indeholde verbalt aggressive gloser, som Poul ikke havde erindring om, men hans kone stod for skud. Han var rystende nervøs for, at han ville blive aggressiv over for eleverne.

Det skulle vise sig, at Poul aldrig kom tilbage til arbejdslivet igen. En identitet som skolelærer igennem mere end 30 år blev afsluttet.

Behandlingen med antidepressiv medicin fortsatte, og Poul forsøgte at overbevise sig selv om, at det hjalp ham. Årene gik, men hvor tiden forsvandt hen, har Poul svært ved at fortælle. Det hele er meget diffust for ham. Tiden gik med at ordne huset, gøre rent m.m., så hans kone kunne holde fri, når hun kom hjem. 8-9 år gled ud i sandet.

Angsten for anfald
Pouls tilværelse foregik inden for hjemmets fire vægge, han gik nødigt ud pga. angsten for anfald. Det var umuligt for ham at gå til købmanden, for hvis han fik besked om at hente kaffe og rugbrød, kom han hjem med vaskepulver, helt overbevist om, at det var det, de manglede.

Han glemte at børste tænder, han glemte at barbere sig. Hans hustru lavede huskelister.

Anfaldene fortsatte, og tilværelsen var blevet radikalt ændret for familien, siden Poul blev slået ned den decemberaften.

Havde familien gæster, var Poul ofte fraværende eller sad og tænkte på, hvornår de mon ville gå hjem. Han ville vaske op og ordne køkkenet, så hans hustru kunne komme i seng og være klar til at passe sit job næste dag.

Måtte gøre gavn hjemme
Når han var blevet kasseret på arbejdsmarkedet, måtte han i det mindste gøre gavn hjemme. Tiden blev ikke brugt på at høre radio eller se tv, for det skulle nødigt hedde sig, at han bare sad og dovnede.

Poul udviklede rengøringsvanvid, men skjulte det. Tidligere havde han brugt mange gode timer på at rode med gamle biler, men det havde han ikke tid til længere. Haven var stor og skulle også passes, så der var rigeligt at tage sig til, og som Poul udtrykker det: Når man er blevet kasseret på arbejdsmarkedet, har man aldrig fri.

Blev sendt til udredning
Fornøjelser, såsom at rode med den gamle boble-folkevogn blev der ikke tid til. ”Jeg opfattede mig selv som en byrde for alle.” Poul havde tidligere været et meget struktureret menneske, og han blev fuldstændig skør i hovedet af ikke at kunne finde sammenhæng mht., hvornår anfaldene kom. Når han var hjemme i tryghed, kom der næsten ingen anfald, og derfor blev han hjemme. Den antidepressive behandling fortsatte uden stillingtagen til, om den hjalp. Hvornår Poul kom i dialog med en gammel neurolog, husker han ikke. Men han husker tydeligt, at dette livskloge menneske sagde til ham: “Du kan have fået epilepsi efter dit overfald, jeg tror ikke, dine anfald er epileptiske, men jeg kan ikke være sikker. Nu sender vi dig til Filadelfia for at få udredt, hvad du ikke fejler! Så kan de hjælpe dig videre derfra!”
Debat
Hvilket kendskab havde I til PNES før læsning af denne artikel?
Hvordan foregår jeres samarbejde med psykiatriske sygeplejersker og læger?
Hvordan håndterer I symptomer på angst hos jeres patienter?
Under indlæggelsen på voksenafdelingen på Epilepsihospitalet blev Poul udredt for epilepsi.

I samarbejde med hospitalets neurologer og psykiater fik Poul diagnosen: Psykogene-non-epileptiske-anfald, forkortet PNES (Psychogenic Non-Epileptic Seizures). Det vil sige symptomer, der ligner epileptiske anfald. Det er en anfaldstype, som er ufarlig for hjernen, men som kommer af psykisk overbelastning gennem længere tid.

Poul blev tilbudt at blive indlagt på psykoterapeutisk afdeling på Epilepsihospitalet, men det var svært at erkende, at det var “noget psykisk“.

“At jeg intet fejlede fysisk trods disse ubehagelige anfald, var svært at kapere.”

Poul var blevet tilbudt et otte ugers gruppeforløb med kognitiv adfærdsterapi, men svarede med vilje for sent på indkaldelsen. På den måde trak han indlæggelsen. Men Filadelfias psykiater kendte til undvigelsesstrategier, så han ringede op og tilbød Poul indlæggelse på næste hold.

Da Poul besluttede at sige ja til indlæggelsen, ønskede han, at alt ville blive anderledes. Hans plan havde været at tage toget til Filadelfia, men han var bange for at få anfald i toget. Derfor kørte hans kone ham.

Fra nu af skulle han arbejde alene, og allerede i døren, hvor en venlig sjæl ville hjælpe ham med kufferten, fik vedkommende at vide, at han altså ikke var syg. I dag ved Poul, at han så meget forvirret ud, for han var igen gået forkert.

Poul havde givet Filadelfia en uge, og sådan var det. Han fortæller, at han ikke stolede på nogen, alle mennesker var nogle sataner. Havde han ikke fattet sympati og tillid den første dag, så havde han ikke været i stand til at vende sine negative tanker.

Poul vurderer, at den tætte, personlige kontakt er altafgørende.

Det vanskelige behandlingsforløb
Poul mødte den første udfordring, allerede da patienterne spiste sammen. Han forsøgte at komme udenom, men blev mødt med, at det var en del af behandlingen. I sit indre skældte han ud på personalet, han ønskede ikke at deltage i disse sociale begivenheder. Faktisk blev han ret vred og irriteret over, at han ikke kunne gøre, som han selv havde lyst til.

Poul kom til måltiderne i sidste øjeblik og satte sig yderst. Men som tiden gik, fandt han ud af, at en del af de andre havde det ligesådan, og at han ikke havde nogen problemer med at være sammen med andre mennesker. Det havde han undgået i ni år, fordi han var syg og fik anfald. Men her havde alle anfald.

Der var ro i afdelingen, for selvom der er et struktureret program, som indeholder musikterapi, kognitiv gruppeterapi, motion, selvværdsgruppe, sociale kompetencer, mestringsopgaver til weekenden hjemme, mindfulness, kropsterapi og løbende samtaler med kontaktpersonen, så var der masser af timer, hvor roen skulle indfinde sig, og hvor Poul blev konfronteret med, hvor meget han plejede at holde sig selv i gang med rengøring og havearbejde.

Det blev en lidelse at udholde roen, men også en konfrontation med alt det, han ikke havde turdet føle i mange år.

Uden samarbejde med afdelingens psykiater lagde Poul antidepressiv behandling på hylden, men kom til at tage sin hjertemedicin med. Han ville bare af med de piller, uanset om han blev dårlig af hurtig nedtrapning.

På afdelingen har patienterne som udgangspunkt fortsat ansvaret for deres egen medicin, så det blev via den tætte dialog og tillid, Poul havde til personalet, at han fortalte, at han havde undladt at tage medicinen.

Den skepsis, han havde imod musikterapi, blev gjort til skamme, for Poul fik stor glæde af at genopdage, hvordan han kunne bruge musikken til igen at nyde livet. Musikken gav kontakt til glemte følelser. At nyde livet var noget, Poul havde glemt, han havde igennem livet fået lavet sig en regel om, at man skulle gøre sig fortjent til at nyde. Der opstod en rød tråd helt fra Pouls ungdom til i dag. Han havde altid skullet gøre sig fortjent til at nyde livet.

Kunne ikke udtrykke egne behov
At indfri andres forventninger havde Poul altid været god til, men nu var han begyndt at spørge sig selv, hvorfor der ikke var nogen, som engang imellem indfriede hans forventninger? Han fandt ud af, at de ikke fik lov. Han kunne ikke udtrykke, hvad han havde behov for, og hans omgivelser var så vant til, at han hoppede og sprang for dem, selvom de aldrig havde bedt om det.

Poul havde f.eks. lært sin kone at aflevere nøglerne til hendes bil, når den manglede benzin, for han mente, det var noget, han tog sig af, når han ikke var på arbejdsmarkedet længere. Han stod på spring for sine børn, selvom de aldrig havde bedt om det. Poul fandt et mønster i sig selv, som handlede om, at han havde sørget for alle andre igennem hele sit liv. Livet som skolelærer havde været meget krævende, han havde f.eks. altid svaret telefonen, hvis der var forældre, som havde brug for at snakke. Han havde haft et meget travlt arbejdsliv og et privatliv med to børn, som skulle hentes og bringes, uanset om han egentlig selv skulle noget den fredag aften. Poul så, at han på mange måder havde været grænseløs. For at være sikker på at være god nok havde han hele livet stræbt efter at være perfekt.

Nu spurgte han sig selv: Hvad er definitionen på at være perfekt?

Manglende selvværd blev kompenseret
Poul kom frem til, at han altid havde gjort en masse for at kompensere for sit manglende selvværd. Tendensen til, at alt skulle være perfekt, var en del af det. Ellers var han ikke god nok. Ingen skulle kunne tænke noget dårligt om ham eller hans familie. Poul fortæller, at da han fik sit første barn, stod han og pudsede barnevognen, for ingen skulle sige, at hans barn blev kørt rundt i en beskidt vogn. Hvad andre mennesker tænkte, betød meget.

Som årene gik, steg kravene, og der fulgte mange nederlag med. Hele tiden opstod der selvdefinerede krav, som han ikke selv kunne leve op til. Så han bankede sig selv oven i hovedet mange gange. Tænkte negative automatiske tanker om sig selv.

Anfaldene, som kom helt ukontrollabelt, og det at han hverken vidste, hvad han sagde, eller hvor han gik hen, var angstprovokerende. Men efter at Poul var begyndt at tage hånd om sit eget liv, havde der ingen anfald været.

Poul fik undervisning i angst og fortalte, hvor meget energi han brugte på at undgå, at folk gik bag ved ham.

“Der gik lang tid, inden jeg fandt ud af, at det ikke var alle mennesker, som var efter mig.” Sådan havde det været, siden han blev slået ned.

Poul havde fået posttraumatisk stresssyndrom, PTSD, efter overfaldet.

Ved langsomt at arbejde med at gå bag ved Poul stoppede den paranoide følelse. I dag går Poul ikke længere ind i en port for at lade folk komme forbi.

Han ved, at sveden, som opstod, når han skulle møde nye mennesker, var en del af angstsymptomerne.

Angsten for fremmede mennesker aftog under indlæggelsen, fordi det er en lille afdeling med kun 10 patienter, og fordi det er acceptabelt at være anderledes. Poul fik et nyt mantra i livet: Hvad er det værste, der kan ske?

Et opgør med perfektionismen
Det blev et opgør med perfektionismen, som havde hersket hele livet. “Da ordet perfekt kom på banen, gik det op for mig, at definitionen var selvskabt. Da begyndte jeg at reflektere. Hele mit liv havde jeg stræbt efter anerkendelse fra omgivelserne som kompensation for mit manglende selvværd.”

Poul havde levet efter egne værdinormer, som han ikke magtede. Stillet større forventninger til sin kunnen, end han kunne indfri. Derved opstod en masse nederlag.

En stresset og overbelastet mand blev slået ned, og efter små 10 år fik han endelig diagnosen PNES og PTSD. En entydig fysisk årsag til anfaldene var der ikke.

I dag er Poul tilbage i et normalt liv med pasning af børnebørn og skruen på gamle biler. Han tager rundt i landet og holder foredrag om sit sygdomsforløb i håb om, at andre vil blive opmærksomme på, at den rette hjælp findes.